Er netop færdig med Thomas Gravgaard’s Vi Er Våbenbrødre.En af de sjældne bøger, der i den grad efterlader mig eftertænksom og beriget. Den virker hudløs ærlig på mig, ikke mindst fordi jeg på så mange fronter kan nikke genkendende til de følelser, der beskrives og endda i flere tilfælde direkte identificerer mig med forfatteren.

Jeg har altid selv følt at det er en antropologisk tiltrækning af fællesskabet der har været det væsentligste i mit eget tilhørsforhold til ”mit” hold, og at få det sat i relation til både den tiltagende radikale feminisering af samfundet og de udfordringer det giver mht. drenges overgang til voksenalderen og fornægtelsen af de direkte konfrontationer, har sat en masse på plads i forståelsen af mit eget liv.
Var jeg født 15-20 år senere – og for øvrigt under forudsætning af, at jeg var udstyret med bare nogenlunde det samme fortæller talent som Thomas Gravgaard – føler jeg at det sagtens kunne have været blevet min egen biografi.