Sorg er besynderlig.
Uhyggelig svær at håndtere, egentlig ubærlig, og helt umulig at beskrive og forklare. Alligevel forsøger jeg.
Som almindelig smerte, er sorgen, og den kærlighed den repræsenterer, subjektiv da den opleves med basis i individets liv, identitet og følelsesmæssige profil. For den sørgende eksisterer der sorggrupper man kan drage fordel af at være med i. Der er hos forældre, der har mistet et barn, en tryghed i at være i selskab med andre, der ikke bare sørger, men sørger, præcis fordi de også har mistet et barn. Det kan være svært at forklare til en person, der har mistet sin partner eller sin forældre, hvorfor vi undgår fælles sorggrupper, hvorfor vores sorg er speciel. Jeg vil aldrig påstå at vores sorg er stærkere eller værre end andres, men jeg står ved påstanden om at den ER anderledes. Man kan tænke på det på samme måde som kærlighed. Kærlighed til forældre, partner og børn er usammenlignelig fsva. styrke, og det er den, netop fordi den er anderledes i sin natur. Kærligheden til ens børn er uendelig og ikke mindst betingelsesløs og det skiller den fra alle andre former for kærlighed. Kærlighed til ens forældre kommer måske tættest, men er dog stadig ikke det samme. Her har vi så et muligt svar på hvorfor vores sorg er forskellig. Det er generelt accepteret, at sorgen er et udtryk for kærlighed der ikke kan gengældes, fordi modtageren ikke er her længere. Og når den kærlighed er speciel i sin uendelige betingelsesløshed, er det egentligt ikke så mærkeligt, at sorgen også er det.

Vi er omgivet af de mest vidunderlige mennesker. Familie, venner, bekendte, kolleger – alle har den største medfølelse og vil os kun det bedste. Ofte ved folk ikke hvad de skal sige når de møder os, hvilket er naturligt, da der jo egentlig ikke er så meget at sige. Intet kan siges, der gør smerten, savnet eller sorgen mindre. Typisk bliver det et forsigtigt spørgsmål til hvordan vi har det eller hvordan det går. Jeg svarer normalt ærligt at jeg har det dårligt og at det ikke går specielt godt. “Det går fremad”, plejer jeg at sige, “men meget langsomt”.
Én ting man støder på i ny og næ, er dem der vil vise at de til en vis grad forstår. Det går typisk som: “Jeg ved godt det ikke er det samme, men jeg havde det også frygteligt efter jeg mistede min… ” indsæt her “mor”, “far”, “bror” osv.  Selv mistede jeg min far da jeg var 17år.  Jeg bærer stadig rundt med uforløste traumer fra min fars død – noget jeg ifm. Hans‘ død, efter næsten 40 år, endeligt er begyndt at diskutere med en psykolog. Og tro mig – det kommer slet ikke tæt på.
Der var for nyligt en artikel i Politiken, der beskrev at sygdom og dødelighed blandt forældre, der mister et barn, er betydeligt højere end hos resten af befolkningen. Forældre dør af selvmord og ulykker. Jeg er med i to online og to “real life” sorg-grupper. Der er over 200 forældre i online sorg grupperne. Jeg har endnu ikke mødt eller hørt fra én eneste forældre, der ikke har tænkt på selvmord på et eller andet tidspunkt. Jeg har da hørt om mennesker, der vælger at følge deres livslange partner i døden, men jeg har faktisk ikke hørt om nogen, der følger deres forældre. Der er heldigvis ingen forældre blandt dem jeg nu har lært at kende, der i det halve år, der er gået, har tager deres eget liv, men skal jeg være ærlig, er der et par stykker jeg er meget bekymret for, primært fordi jeg desværre har parløren til at kunne tolke deres kommentarer om håbløshed og mangel på mening.

Sorg er subjektiv og umulig at forklare. Jeg har forsøgt, vel vidende jeg ville fejle, men jeg har måske alligevel givet en snert af indsigt i hvad der rører sig hos os, eller i hvert fald hos mig. Jeg håber ikke der er nogen der har læst ovenstående som en fremhævning af vores sorg som værende vigtigere eller på nogen måde mere rigtig end andres sorg. Jeg har bare bemærket – hos os alle – en udtrykt følelse af, at den er anderledes, og jeg har nu delt mine tanker om, hvorfor, måske, den er det.