Kære Hans.
Det er snart 4 måneder siden du døde og næsten to måneder siden jeg sidst skrev et brev til dig. Er det lang tid eller kort tid? Tid. Lige det abstrakte koncept har fået en hel ny betydning i mit liv. Der findes praktisk set kun 3 blokke af tid, jeg kan relatere til: Tiden før du døde. Tiden efter du døde. Og i dag… hvad der sker lige her og nu. Inden for hver blok smelter alt sammen, specielt mht. hvad der er sket efter du døde men før i dag. Var det i går, sidste uge eller sidste måned? Ikke bare ved jeg det ikke, jeg er faktisk ligeglad. I realiteten handler stort set hele min vågne liv om dig på den ene eller anden måde. Hvis jeg ikke taler om dig eller tænker på dig, foretager jeg mig noget for aktivt for at undgå at tænke på dig. Ikke fordi jeg ikke vil mindes dig, men som en slags forsvarsmekanisme, et slags helle, fordi jeg får så ondt og bliver så ked af det hver gang realiteten omkring din død rammer mig.

Sidst jeg skrev til dig havde jeg gang i en hel masse. Jeg og en masse andre arbejdede sammen med Danmarks Radio for at sprede budskabet om hvordan man som forældre skulle genkende en meningokok infektion tidligt nok til at kunne gøre noget ved det og vi arbejder på forskellige niveauer for at ændre kulturen i vores sundhedssystem så man kan lære fra sine fejl; blandt andet fra de fejl der blev begået da du døde – fejl, der aldrig gav dig en reel chance for at overleve. Vi har sammen med DR sat skib i søen og vi ved vi har gjort en forskel, sikkert allerede reddet liv. Det gav os en mening i livet – en reel grund til at stå op om morgenen. Vi kunne, spirituelt, stå skulder ved skulder sammen med dig og kæmpe for fremtidige meningokok inficerede, så de fik en bedre chance end du, Mathias og Christopher nogensinde fik.

Men nu, hvor dokumentar, møder og optræden i radio og TV er vel overstået, nu vågner jeg om morgenen med én grund mindre til at stå op. Lidt mindre mening i livet. I det, er vi selvfølgelig langt fra unikke. I sorggruppen møder vi alt for mange forældre, der aldrig har kunnet finde en mening, siden det vigtigste i deres liv døde. Som et møl til flammen tager jeg tilbage til gruppen – selvom den altid gør mig ked af det, med dens enorme mængde af den mest forfærdelige koncentreret sorg. På spørgsmålet om hvorfor jeg gør det, er det eneste svar jeg kan komme på, at det er fordi ingen andre helt forstår. Det at kunne kommunikere med mennesker, hvis referenceramme er den samme som ens egen, betyder meget når man forsøger at finde svar på livets presserende spørgsmål – ikke mindst det helt store: Hvad er meningen?

Jeg har de sidste uger haft det så væsentligt værre end tidligere, at jeg var bange for jeg var på vej ind i en ”rigtig” depression. Der er meget overlap mellem den måde jeg har haft det de sidste 4 måneder og de klassiske indikationer på depression, men jeg har så for nyligt følt anderledes. Da jeg skrev til dig sidst, havde jeg det slemt. Intensiteten i chokket var for nedadgående, smerten var konstant og intensiteten i savnet var for opadgående. Styrken i alle de følelser kunne variere fra dag til dag – jeg havde relative ”gode” dage ind imellem. Sammenlignet med mine følelser nu, hvor jeg føler mig låst fast i et dybt mørkt hul, synes følelserne den gang at have været lidt overfladiske. Min psykolog mener, af forskellige grunde, ikke der er tale om en depression som sådan. I nuet, gør det faktisk ikke den store forskel – jeg føler mig jo som jeg gør, uanset hvad jeg eller psykologen kalder det, men jeg kan sagtens se, at hvis jeg midt i det hele skulle til at behandle en egentlig depression, ville det ikke gøre livet mindre kompliceret.

Erkendelse er ikke binær. Erkendelse findes på mange niveauer. Havde man den 1, januar 2017 om aftenen spurgt os om du var død eller levende, ville vi svare, at du var død. Det laveste erkendelsesniveau er det faktuelle. Vi var også i det dybeste chok, så på alle andre niveauer var der ingen erkendelse. Som dagene gik og som de blev til uger, kunne jeg på flere niveauer erkende at du ikke eksisterede i nuet. Du var død – jeg kunne ikke ringe til dig, jeg kunne ikke se dig spille fodbold, jeg kunne ikke holde om dig… Du. Var. Der. Ikke. Det var en ubeskrivelig hård og smertelig erkendelse, men for mit vedkommende ingenting sammenlignet med den næste: Erkendelsen af, at du heller ikke vil være der i fremtiden. Det er som om, du bliver ved med at dø, igen og igen. Først dør du i virkeligheden. Så dør du i min erkendelse af nuet. Nu dør du i fremtiden – og det sker jo hver eneste forbandet dag jeg står op til den.

Jeg er, som du måske ved(!), blevet kontaktet af en clairvoyant, der fortæller mig han har været i kontakt med dig. Du og jeg var, før du døde, lige skeptiske over for den slags. Før jeg snakkede med ham, havde jeg det perfekte kontrol spørgsmål. Uanset hvor skeptisk jeg er; svarede du/han tilnærmelsesvis korrekt på det spørgsmål… så vidste jeg du var der et sted. Desværre virker ”det” ikke helt på den måde. Jeg har dog alligevel åbnet mit sind og tænkt: OK, det kunne jo være rigtigt. Måske er livets energi permanent og uafhængig af kroppen. Så kom overvejelserne: Hvad ville jeg få ud af at kommunikere med dig? Hvis du eksisterer på et andet plan, jeg som dødelig simpelthen ikke forstår, hvordan skal jeg så kunne forstå kommunikation, der nødvendigvis har referenceramme i det plan? Hvis du fortæller mig, at eksistensen på det plan er så meget bedre end eksistensen på jorden… hvorfor skal jeg så vente på døden? Hvorfor ikke bare gøre en ende på dette liv, og tilslutte mig dig på dit plan? Med det og meget andet i tankerne, har jeg besluttet mig for IKKE at kontakte dig igennem et medium. ”Hvad nu, hvis Hans virkelig har noget vigtigt han vil fortælle dig” spørger en god ven. Så må jeg bare sige:  Du er/var det mest ressourcestærke menneske jeg kender. Hvis du har et budskab, du mener er vigtigt jeg får, skal du nok finde en vej at få det kommunikeret til mig. Evt. kontakt det samme medium og be’ ham om at viderebringe budskabet. Kunne du så i samme ombæring indikere svaret på vores hemmelighed, ville det virkelig være fedt.

Så hvad sker der nu? Min kærlighed til dig er mindst lige så smertefuld som den er stærk. Jeg skal fortsætte med at forsøge at lære at bruge den konstruktivt i mit liv, samtidig med jeg lærer at leve det liv uden dig. Det har jeg ikke haft den store succes med indtil nu. Det synes lige nu at være en uendelig vanskelig opgave. Samtidig skal jeg ikke glemme min kærlighed til dine brødre og din mor. Til min søster. Til vennerne. Det er desværre også smertefuldt at se, ikke bare deres sorg over din død, men også sorgen over vores manglende kapacitet til, i skyggen af din død, at kunne vise og fejre kærligheden til hinanden.

Kære Hans. Gode ven. Min kæreste lille skat. Forhåbentligt bliver det bedre og nemmere med tiden. Tiden. Det abstrakte koncept har fået en hel ny betydning i mit liv. Tiden læger næppe alle sår, og den arbejder under alle omstændigheder ubærligt langsomt.