Med alle vores forskelligheder og med skæven til DNA’en er det nemt at bilde sig selv ind at vi hver især er helt igennem enestående. At ingen andre tænker, føler, mener og reagerer præcis som vi selv gør. Mit liv, som det har formet sig de sidste 16 måneder har vist mig, at forskellene kun er papirstynde. Når det virkelig går løs, når skaden er dybere end den yderste lak, så er vi alle meget ens. Jeg er med i en gruppe af over 300 forældre, der har fundet sammen omkring én ting: Det at de har mistet et barn. Det skifter lidt, men når man er i stand til at ånde i det forum med så meget tragedie og koncentreret sorg, så er det et rum hvor vi frit kan kommunikere med hinanden om følelser og om de ting i vores nye liv der er specielt hårde. Eller bare et offentligt sted, hvor man virtuelt kan skrige sin frustration over livets uretfærdighed, ud – med vished om at alle forstår og ingen fordømmer. Når samlingspunktet er tabet af et barn, er der i den grad tale om et tværsnit af befolkningen. Alder, uddannelse, geografi, baggrund, ekstrovert, introvert … alle mulige tænkelige kategorier er repræsenteret. Det slår mig gang på gang, at stort set hver gang nogen skriver om deres følelser omkring deres tab, deres kamp for at komme videre i livet og om de ting, der gør det svært, så er det ikke bare mig der nikker genkendende, men jeg kan se, at det gør alle andre også. Følelserne er de samme; tankerne, mismodet, håbløsheden… variationerne er dikteret af hvor lang tid siden man har mistet, ikke hvem man er. Reaktionerne og handlingerne er noget andet – de varierer, men følelserne de kommer fra, de er de samme.

Når det er nødvendigt, kan drømme være meget hurtige. Jeg regner mig selv for at være et rationelt menneske med kognitive evner over gennemsnittet. Jeg har flere gange i livet været i livsfarlige og kritiske situationer, hvor jeg har ageret roligt og rationelt, med øje for den bedste tilgang til det bedste resultat. Om formiddagen den 1/1/17 efter Hans’ første hjertestop, hvor de fik ham tilbage til livet efter 14 minutters genoplivningsarbejde, erindrer jeg at jeg roligt spurgte lægen hvad hans prognose var under de forskellige omstændigheder. På det tidspunkt havde vi brug for rationalitet. Lidt efter klokken 16:00, står vi så i et pårørende lokale, da en læge kommer ind. Han går til Jackie og mig, præsenterer sig og siger: ”Jeg skal meddele at vi har stoppet behandlingen”. Han pauser ikke unaturligt før næste sætning, så der går vel ½ sekund før han fortsætter. I det ½ sekund nåede jeg at drømme, at Hans var kommet sig i så høj grad, at de ikke længere behøvede at behandle ham. Selvom jeg kendte prognosen, selvom han var blevet overført fra Hillerød til Riget med lægeambulance og havde haft flere hjertestop lige inden… alt det var rationelt, og jeg var alt for bevidst om hvad den næste sætning fra lægen ville være, og min hjerne kunne i ½ sekund nå at opbygge et forsvar, en verden hvor Hans var kommet sig og alt var i orden… en drøm, for at holde lægens næste ord fra livet: ”Hans Michael er død”.

Så brast drømmen, og mareridtet begyndte. Jeg kan ikke svare på hvor længe det varer. Rationelt kan jeg læse fra ”de gamle” i gruppen, at efter 2-4 år begynder livet, selvfølgelig for evigt påvirket af tabet, igen at ligne noget man kan leve og nyde at leve. Jeg hører at 14 måneder ”er ingen tid”. Jeg stoler på det er rigtigt. Jeg drømmer om et nyt liv en gang i fremtiden, til at erstatte mareridtet.