Hans Michael Graham Petersen

Født 26. Marts 1999 – Død 1. January 2017

Hans vågnede syg nytårsaftensdag, men sandsynligvis fordi han skulle holde en nytårsfest om aftenen, valgte han ikke at fortælle os om det.
Om eftermiddagen fik han det betydeligt værre med høj feber, hovedpine og opkast. Vi ringede til 1813 klokken 17:35 og fik at vide at det bare var influenza.
Tidlig nytårsmorgen har han hudblødninger, vi ringer 05:14 igen til 1813 og han bliver 06:37 indlagt på Hillerød Hospital, hvor de med det samme mistænker at han har meningitis og overfører ham til Intensiv Afdeling ved 7:30 tiden.
Han får sit første hjertestop klokken 11:22. De giver hjertemassage i 14 minutter og han kommer tilbage og hans hjerte slår ved egen kraft et par timer før han får det næste hjertestop 14:00. Denne gang tager det 21 minutter og han er kun tilbage 20 minutter før sit tredje hjertestop. Derefter er han på hjertemassage indtil han efter overførsel ankommer til Rigshospitalet 15:38 hvor de beslutter at stoppe behandlingen og erklærer ham død 15:58.

Smerten, savnet og tabet ved at miste Hans er ultimativt ubeskriveligt. Når jeg her på Hans’ mindeside forsøger at beskrive de følelser jeg gennemgår, er det for måske at formidle en bedre forståelse hos vores omverden. Hans’ død var undgåelig og den har sammen med 2 andre teenage-drenges død været genstand for større medieomtale, og har bidraget til på mange fronter at forbedre vores sundhedssystem.

Vi afholdt en sekulær bisættelse i Lyngby den 14/1/17. Jeg holdt en tale der fokuserede på Hans’ stærke tro på fairplay og på hans evne til at relatere og danne forbindelser til menneskene omkring ham. Dette blev demonstreret ved et fremmøde af over 200 af hans venner hovedsagligt fra skole og fodbold. Vi inviterede alle til at skrive en sidste besked til Hans på kisten, før den blev båret ud til rustvognen og kørt til kremering.
Hans’ 2 brødre og 8 andre af hans bedste venner bar kisten ud.

I Danmark må man lovligt kun enten bisætte eller sprede asken over havet. Så lad os bare sige, at hvis jeg kunne slippe afsted med det, ville vi sprede Hans’ aske over forskellige steder, der betød meget for ham og betyder meget for os.
Vi har fået nogle hjerte-smykker produceret til den nærmeste familie, hvor det inderste hjerte er hult og indeholder lidt af hans aske.
Noget af asken vil blive bragt til Yorkshire for at være tæt på Hans’ morfar og noget tager vi med til Australien på den tur han havde planlagt men aldrig nåede.

Vi taler ind imellem med Hans’ venner, der alle stadig finder det hårdt at leve med det faktum at han er død. Det forstår vi selvfølgelig, og vi kan kun tilføje at det er fuldstændigt ubærligt for os. Der er ikke en dag hvor vi ikke græder over vores tab, ikke en dag vi ikke desperat savner hans kærlighed.