Nytårsaften 2016 var min 17-årige søn Hans blevet syg. Vi kontaktede 1813 og fik at vide det var influenza. Nytårsmorgen udviklede han petekkier, blev indlagt på hospitalet, fik hjertestop nogle timer senere og blev erklæret død om eftermiddagen, cirka 23 timer efter vores første opkald.

At stå og se sin søn dø, at skulle gå fra et liv sammen med en ellers sund, sporty og intelligent dreng med fremtiden foran sig, til at skulle vænne sig til tomrummet med en amputeret sjæl, er det mest urimelige, hårdeste og værste jeg har oplevet og for den sags skyld, stadig oplever.

Igennem sorggrupper og andre fællesskaber erfarer jeg, at et fællestræk for forældre, der mister deres barn, er en søgen efter mening. Jeg har for længst opgivet at finde en mening med Hans’ død, og prøver nu i stedet at finde en mening i den. Der blev begået flere fejl under Hans’ forløb, og jeg er efterfølgende kommet i kontakt med 2 andre familier, der nyligt har mistet deres drenge til Meningokok og under hvis forløb der også er blevet begået fejl. Vi ved vi har mistet vores drenge for altid, så vores mål – og meningen med at skrive om mine tanker og idéer– er at arbejde for forbedringer til ”systemet”, der skal reducere – hvis ikke eliminere – risikoen for at andre dør og andre forældre skal opleve vores mareridt.

Oplysning om meningokok og sepsis kan findes på foreningen Bekæmp Meningitis’ hjemmeside her.

Hans’ forløb blev genstand for en kerneårsagsanalyse, der i sidste ende utilstrækkeligt forsøgte at afdække de underliggende årsager til de fejl, der var skyld i Hans’ død.

Vi har medvirket i en aggregeret analyse omkring diagnostik af bakteriel meningitis og meningokoksepsis kørt af Region Hovedstaden med repræsentativ deltagelse af alle interessenter. Der er blevet afholdt møder med resulterende  handlingsplaner.