Jeg er dybt fascineret af at arbejde med rovfugle. Delvis af samme årsag jeg kan li’ at arbejde med hunde: Det teamwork man kan etablere på tværs af arter mellem menneske og dyr er fantastisk når man udnytter det fulde potentiale hos begge parter. Når man arbejder med en rovfugl er udfordringen, at hver gang du slipper fuglen løs kommer den KUN tilbage til dig hvis det er blevet helt fastslået at det kan betale sig for den at gøre det. Til forskel fra hunde har man ikke hos rovfugle fremavlet noget behage-gen. Hver gang du kalder din fugl til dig vil den spørge sig selv: Hvad får jeg ud af det? Det er derfor så nødvendigt (kun) at træne med brug af positiv bekræftelse.
Udover træningsaspektet, får jeg også en primal tilfredsstillelse ved at jage. At jage duer eller fasaner med en jagtfalk eller duehøg eller kaniner med en Harris Hawk eller en musvåge er en fantastisk oplevelse. Havde jeg tiden, ville jeg have en Harris Hawk og en duehøg, men da de skal flyves hver eneste dag, må jeg afvente at jeg går på pension. I mellemtiden låner jeg en gang imellem nogle trænet rovfugle og hygger mig i en lang weekend.