I slutningen af 2017 tog vi på en lang og speciel ferie.
Hoveddestinationen var Australien, hvor vi for lang tid siden planlagde at tage ned sammen med Hans før han senere i 2018 ville bruge et år mellem IB og Universitetet på at rejse rundt. Nu bragte vi i stedet ½ af Hans’ aske med os for at sprede det over havet udenfor Queensland. Vi havde planlagt at være langt væk hjemmefra over julen og nytår og dermed også de smertefulde 1-års dage.
På vej til og fra Australien ville vi besøge gamle (kendte) og nye (ukendte) steder, og vi begyndte ferien med at tage til Tokyo for vi havde boet i midt 90’erne,

Vi fløj med SAS fra København og ankom efter en still og rolig 11 timers tur Fredag den 15/12/17 i Narita, Tokyo’s lufthavn. Immigration og told gik uden besvær; man skal ikke bruge visa for korte ophold i Japan, men man kan nøjes med at udfylde et landings kort.

Efter tolden stilede vi mod Narita Express/NEX skranke for at købe togbilletter til Tokyo, eller mere præcis Shinjuku hvor vores hotel lå. Som altid gik toget til tiden og efter en time og 20 minutters tur ankom vi til den meget travle Shinjuku tog station. 

Vi boede på Hyatt Regency, og de havde en bus-service, der kørte mellem Shinjuku og hotellet 3 gange i timen. Shinjuku station er meget meget stor, og vi brugte ikke meget tid på at finde bussen før vi bare besluttede os at gå de 25 minutter det tog at komme til hotellet. En meget pålidelig hotelmedarbejder havde vagt 20 timer om dagen, 7 dage om ugen. jeg går ud fra at medarbejderen skulle oplades de andre 4 timer. Her kunne man stille spørgsmål om hotellets tilbud eller om Tokyos generelle turist attraktioner. De lidt mere menneskelige medarbejdere var alle meget service minded og virkede som om deres ene mål var at gøre gæsternes ophold så godt som muligt.
Hotellet var udsmykket til jul, Japanere omfavner gerne udenlandske fester og traditioner. Julen bliver fejret stort og også Halloween er begyndt at fylde.
Planen for vores 5 dage i Japan var at prøve så mange af vores yndlings japanske køkkener som muligt og så at mødes med gamle venner og kollegaer.

Lørdag morgen tog vi til vores gamle nabolag for at gense “vores” hus, det lokale tempel og vores yndlings restauranter i området. 21 år er lang tid, og vores fantastiske lokale yakitori var desværre lukket, ligesom den pizza restaurant der over de tre år godt nok fik leveret mange pizzaer til familien. Nakameguro hovedgade lignte sig selv og vi gik ind i flere af de gamle forretninger ud af hvilke et par stykker blev kørt af de samme mennesker som for 21 år siden. Vi genkendte dem, men jeg tror ikke de genkendte os 🙂
Nakameguro tog-station var til gengæld blevet moderniseret og så flot ud i forhold til den lidt slidte og trætte staion vi kunne huske.
Fra Nakameguro tog vi til Akihabara – den elektriske by. I gamle dage kunne man købe elektronik og foto udstyr meget billigere end andre steder, og i sidegaderne kunne man finde spændende og nye hjemmelavede dingenoter og dimsedutter. Desværre synes jeg priserne på kamera udstyr var sammenlignelige med dem derhjemme, og der manglede lidt cowboy og sjov og ballade i sidegade boderne.
Nogle forretninger havde ikke ændret sig. Bagerne solgte for eksempel stadig poser med mellem 3 og 10 skiver brød. Det er et fint koncept at kunne købe hvad man har behov for – ikke mere og ikke mindre. 

Vi besluttede os for at spise sushi om aftenen i hotellets egen restaurant, Omborato. Vi lagde ud med en Japansk gin og tonic i hotellets bar. Måltiddet var virkelig godt, men man betaler for ikke at ville forlade hotellet. Det er klart muligt at få lige så god og meget billigere sushi ude i byen.

Søndag den 17/12 var vores 34 års bryllupsdag. Om morgenen  tog vi turen til Meiji Shrine, et sted vi ofte besøgte medens vi boede her.  Munkene der holdt til her stod historisk for ar fremstille sake, som typisk blev leveret i 25 liter junger. Jeg har faktisk en sådan junge derhjemme – jeg fik den i afskedgave fra min afdeling. Den er forseglet i beton, vejer som ind i helvede, og skulle efter sigende kunne holde “evigt” så længe den er uåbnet. Når den først er åbnet skal den drikkes hurtigt, og da ½ liter sake er pænt meget at drikke på en gang, afventer jeg at have tilstedeværelsen af 50 sake entusiaster før jeg åbner tønden! Ved Japanske/shinto templer og shrines kan man nedskrive ønsker/bønner til guderne og hænge dem op på en slags guddommeligt opslagstavle.
Ved Meiji shrine har de 2 Kamfertræer der er vokset sammen. De kaldes “mand og kone træet” og det synes vi jo var meget passende på vores 34 års bryllupsdag!

 

 

 

 

Den sene frokost blev indtaget på en lille intim restaurant med ris og nudel baseret gryderetter skyllet ned med spændende lokale økologiske øl.

Om aftenen tog vi til vores favorit restaurant i Tokyo, robatayaki restauranten Inakaya, som ligger i fest distriktet Roppongi. Restauranten har to sektioner, en større med to kokke og en mindre betjent af en enkelt kok. Kokkene sider bag maden og gæsterne sidder så rundt om det hele i en rektangel. Mad bliver tilberedt medens man ser på og leveret til ens plads af kokken på en lang paddel. Jeg kan varmt anbefale red snapper, men alle grøntsagerne og svampene er også vidunderlige og bliver tilberedt til perfektion. Temperaturen i Tokyo medens vi var der kom aldrig over 5C så vi følte os fuldt ud berretiget til at bestille varm sake (atsukan) til at drikke sammen med vores øl. På vej tilbage til hotellet kiggede vi op af Roppongi hovedvej hvor Tokyo Tower står stolt – deres egen kopi af Eiffel Tårnet.
Om mandagen skulle vi så på indkøb. Vi skulle ikke have så meget, udover nye lakskåle og spisepinde ville vi bare kigge rundt. Japanske stormagasiner er kæmpestore med et meget varieret udvalg af stort set alt. De har alle vestlige toiletter, som vi kender dem, velholdte og rene hvilket man som turist kan drage fordel af når man er i byen hele dagen. Ikke alle japanere ved hvordan et vestligt toilet fungerer, så man kan til tider støde på sjove skilte.  Til frokost tog vi på en typisk frokost restaurant – det er her de arbejdende fra de omkringliggende kontorer kommer for deres nudler eller ris frokost retter. Sangokuichi er en kæde af sådanne restauranter og maden var præcis så god, hurtig og billig som jeg huskede den. Denne type restauranter har typisk plastik modeller af deres retter udenfor, så man kan se præcis hvad man kan få.

Om aftenen skulle vi mødes med gamle venner og kollegaer. Det var igen en typisk repræsentant for den type restauranter man tager til med kollegaerne efter arbejde før man socialiserer videre på en karaoke bar eller natklub. En af mine tidligere kollegaer havde fundet et sted, der kunne levere på et lidt specielt ønske jeg havde: Jeg ville meget gerne igen prøve bashimi, som er rå hest. Vi fik som gruppe en fast menu, men jeg fik min side bestilling af en portion rå hest, som sagte vidunderligt. Det var virkelig dejligt at gense gamle venner og høre hvordan det var gået de forskellige siden vi skiltes sidst for så mange år siden.

Før vi tog til lufthavnen om tirsdagen skulle vi mødes med en mere kollega, som desværre ikke kunne møde os andre aftenen før. Vi mødtes på en Okonomiyaki restaurant – typisk et aften måltid, men kan selvfølgelig også spises til frokost. Det smagte endnu bedre end vi kunne huske det gjorde. Okonomiyaki kan nemmest beskrives som en krydsning mellem en omelet og en pizza, hvor hoved ingredienserne er kål, mel, æg og fisk. Ordet betyder “som du vil have det” og det bliver tilberedt på varmeplader ved din plads.

Restauranten lå i nærheden af Hotel Gracery, som har en Godzilla på ydermuren. Ude af restauranten på vej mod lufthavnen på vores vej til Australien, kunne vi gennem højtalere høre den brøle et sayonara.