Min usynlige søn: Kunsten at leve med sine døde resten af livet by Esben Kjær
Esben Kjær beskriver flot og rørende følelserne omkring det at miste sit barn.
I sin fortælling om hvordan han efterfølgende forsøger at fortsætte livet er der rigtig mange gode idéer til os, der er i samme situation. Jeg synes det er rørende smukt når han beskriver den måde han føler sin søns nærvær – sin usynlig søns.
Hans budskab omkring at sorgen ikke er en sygdom men et tilegnet handikap man skal lære at leve med har været en stor hjælp for mig, idet det var med til at afstemme min forventninger til min egen fremtid. Efter at have læst bogen så jeg ikke længere frem til at komme igennem sorgen – det ved jeg nu jeg aldrig kommer – men til at lære at leve med den.
Esben skriver på et tidspunkt at dem, der ikke deler hans tro på engle, efterliv osv. og evt. ønsker at skrive til ham, skal overveje hvorfor de gør det. Om det er fordi de har problemer de selv skal løse, eller fordi de har vigtig kommunikation. Det er en meget fin pointe, der antyder at Esben tidligere er blevet såret af ufølsomme reaktioner til sine engle.
Desværre falder Esben i sin egen “fælde” når han gang på gang langer han ud efter og håner ateister. Havde hans åbne, forstående og favnende indstilling udtrykt i de første 2.5 kapital rakt igennem kapital 3 og videre, ville jeg uden betænkning anbefale bogen til alle der står i vores situation med tabet af et barn.
Nu vil jeg kraftigt advare i hvert fald ateister fra at læse den – specielt tidligt i forløbet.
Som det lyder til Esben selv har oplevet og er blevet såret af, har man ikke behov for at blive hånet for sin tro – specielt ikke når man er sit livs mest sårbare, efter tabet af ens barn.
Jeg kunne sagtens leve med den lidt for tykt smurte missionering, og personligt sårer det ikke mig at han forsøger at latterliggøre ateister – men jeg kunne sagtens forestille mig de fleste ikke ville blive hjulpet af det.
Esben, nu skal du høre min – en kynisk ateists – mening om dine engle:
Selvfølgelig eksisterer de! 100% sikkert. Jeg mener det. Du oplever dem og beskriver dem. De eksisterer. At JEG ikke kan se dem eller tro på dem, er mit tab. Er du klar over hvor meget jeg ville give for din tro? Hvor meget min sjæl skriger efter at have Hans gående usynlig ved siden af mig?
Du ved godt at tro ikke er noget man kan rationalisere eller bevidst beslutter sig til, ikke? Og alligevel, føler du dig berettiget til at latterliggøre os, der ikke tror. Ikke sympati for vores i den forstand dobbelte tab. Men kun undren over at vi kan være så dumme. DET er min største anke mod din bog. Og mod dig.
